RELATIONEL VELFÆRD
Ideen om Relationel Velfærd er båret af tre indgange
Om at ville samarbejdet
Relationel Velfærd integrerer borgere og professionelle i et langt tættere samarbejde. Kollaboration står i centrum for denne velfærdstænkning og -praksis, der i flere af landets kommuner, insitutioner og organisationer i dag erstatter systemvelfærdens transaktionsmodeller. Skellet mellem borger og system er ikke længere altid så tydeligt, og vi bevæger os væk fra kun at tænke velfærd, som noget den offentlige sektor giver til borgerne; som ydelser borgeren har ret til.
Når velfærd anskues som noget, der skabes sammen med borgerne, så opstår relationer. Relationel Velfærd skabes, når vi som professionelle tilbyder borgeren relationer og støtte til at skabe et godt liv. Vi skal fortsat øge kvaliteten af disse relationer for sammen at skabe en positiv forskel i borgerens liv. Med Relationel Velfærd finder professionelle og borgere nye veje, de samarbejder om løsningerne og tænker velfærd som en fælles opgave.
Teorien om forbundethed
Alting starter med en relation.
Relationel Velfærd er funderet i et paradigme af tænkning, som er forankret i moderne socialvidenskaber. Her anskuer vi alt, som vi kan forstå, se og opleve, som forbundet.
Med denne forbundethed formes vi og vores historier over tid i mødet med andre mennesker. Vi må tænke borgeren ind som aktiv medskaber af vores historier og professionelle identitetsforståelse. En Relationel Velfærdstækning inviterer til fortløbende at stille spørgsmålet:
Hvordan vi kan som som relationelt orienterede velfærdspraktikere arbejde med en ny professionel identitet, og hvordan begynder vi i højere grad at anskue borgeren som aktiv medskaber af denne?
De sidste mange år er det borgerens mangler, der har udløst velfærdsydelser. Mangeldiskurser er bestemmende for ydelser af service; ydelser gives og bestemmes med udgangspunkt i, hvad borgeren ikke kan. Vi skal væk fra denne systemforankrede velfærdstænkning, der baserer sig på fortællingen om mangler og over til at tænke velfærd som understøttende for livsduelighed og ressourcer. Tænk hvis systemet var indrettet sådan, at jo mere borgeren vil med sit liv, jo mere kan professionelle finde måder at støtte borgeren på, så disse ønsker til livet bliver muliggjort! Således defineres velfærdsydelsen af livsduelighed og vilje med Relationel Velfærd.
Dette kræver, at vi ser den forbundethed, der eksisterer omkring velfærdsudfordringerne – alt menneskeligt liv foregår i relationer mellem mennesker, og det at beskæftige sig med, hvad det er for en identitet, der kan etablere sig i disse møder, er hjertet af, hvad vi forstår ved Relationel Velfærd.
Relationel Velfærd som professionel praktiker
Hvordan kan vi udvikle god praksis og udvikle os som praktikere ind i dagsordenen Relationel Velfærd? Relationel Velfærd er, når borgere og professionelle møder hinanden og sammen ser både pragmatisk og holistisk på udfordringerne, som den enkelte står med. I det moderne velfærdssamfund har en økonomiskforankret effektivitets-diskurs været dominerende og måske endda blokeret for velfærdstransformationerne mod en mere inddragende og samskabende velfærdspraksis. Men det viser sig, at hvor professionelle kan tænke ud over organisatoriske skel og inddrage borgerne og civilsamfundet i udvikling og løsning af velfærdsopgaverne, der udvikler vi både økonomisk rentable, bæredygtige og kvalitetsrige løsninger.
Dagsordenen Relationel Velfærd breder sig, og ideerne omsættes i større og større grad til praksis i landets kommuner. Vi ser et skifte, hvor de professionelle velfærdspraktikere bliver mere og mere dygtige til at facilitere og udvikle løsninger med de involverede borgere. Vi skal fortsat udvikle måder, hvorpå vi kan arbejde med at gøre velfærdsydelserne relationsbaserede.